Hvor er det dejligt, at vi ikke skal hænge os i en klokkestreng og bare kan ligge og gasse den lidt ekstra tid… Vi står op og tager tøj på, for at gå en lille tur i et par områder af byen, som vi endnu ikke har besøgt – og få styr på lidt morgenmad. Det sidste skal vise sig at blive lidt bøvlet. Marie mener, at hun har set flere bagere i byen, men de er sunket i jorden og vi går rundt på må og få. Vi forsøger også at finde en cafe, der vil servere morgenmad, men det har de åbenbart ingen tradition for. Så til sidst sender jeg Marie tilbage til camperen, for at lave kaffe, så gør jeg et sidste forsøg på at finde en bager imens. Det lykkes ikke, så jeg går tilbage til camperen. Vi har ikke mønter til at betale for parkeringen, så jeg må afsted igen, for at få vekslet. Så spiser vi en pretzel og drikker en kop kaffe. Det udgør dagens morgenmad…
Første destination i dag er også en tidligere Østtysk by i Harzen området. Den hedder Wernigerode og den er også omtalt i guidebøgerne – og anbefalet af vores ved Ruddy. Det tager en halv time, at komme dertil og vi parkerer på en stor plads i udkanten af centrum. Igen kan man overnatte på pladsen til en billig penge. Det har de altså forstået godt i Tyskland. Det er ikke alle campere, der vil betale dyrt for campingpladser, der ikke altid har forstået, at vi ikke har brug for alle de fornødenheder, som man måske har med campingvogn og telt.
Men vi agter ikke at overnatte her. Vi stopper alle vores mønter i automaten og får for 2 euro lov til at parkere i 4 timer (billigt!). Umiddelbart for enden af campingpladsen starter byens gågade. Så bliver det ikke mere optimalt! Selv om byen ligger tæt på Quedlinburg og de har gamle bindingsværkshuse til fælles, er der alligevel stor forskel på byerne. Wernigerode ligner mere en nutidig by med brede gader. Selve gågaden er fyldt med folk, der kigger på de mange butikker, der fylder gadebilledet så meget, at man helt glemmer at kigge på bindingsværkshusene ovenover. Her er bidende koldt i dag og hovedbeklædningen tages frem. Det er lige før vanterne følger efter. Det er sgu ikke forårsvejr, så vi kan ikke sige os helt fri for, at et par af butikkerne blev aflagt et besøg alene af den grund, at vi skal have noget varme!
Efter at have tygget gågaden igennem, når vi frem til det spøjse rådhus og markedspladsen, hvor der lige er nogle boder, der også skal inspiceres. I Marketstrasse dukker kartoffelhuset frem. Det er en spøjs restaurant, der serverer en del retter, hvori indgår kartofler. I første omgang falder vi for en kartoffelsuppe men Marie finder en spændende ret med et pølsebræt, som vi begge bestiller. Tjeneren tager mod bestillingen men vender hurtigt tilbage og siger, at det altså er en meget stor ret, så vi kan sagtens nøjes med en portion, som vi deler. Vi må åbenbart ikke ligne nogen, der spiser meget. Så er de første drikkepenge i hus! Der serveres godt mørkt fadøl. Flere drikkepenge!
Pølsebrættet indeholder 5-6 forskellige slags pålæg, fedt og smør – samt 8 store skiver brød. Ja, hvis vi havde fået det dobbelte, ville vi aldrig komme igennem retten! Det passer lige med 2 mand om portionen og vi spiser med velbehag – og får ikke spist op.
Restauranten når at blive stopfyldt, mens vi spiser, så der er godt gang i butikken, da vi forlader den, for at suge lidt flere indtryk af byen på vores vej tilbage mod camperen. Det har været en kold tur rundt i byen, så vi fortrækker og søger mod nord igen. Denne gang bliver kursen sat mod en campingplads i Suderburg ved Hardausee. En pæn lille køretur på et par timer. Vi tjekker ind på pladsen og jeg når knap nok at få tilsluttet strøm, før Marie har fundet små og store glas frem – og et par kolde øl. Ja øllene er kolde, selv om køleskabet ikke kører!
Ikke nok med det. Marie kommer tilbage fra et toiletbesøg og bekendtgør, at der er en Imbiss med fadøl på campingpladsen, og deres pilsner fadøl må vi hellere tjekke ud også. Vi er lidt over spisetid, da vi får fundet den gode ost frem fra Kempten og noget friskindkøbt brød. Dertil hører jo et glas rødvin. Så kan festen begynde!
Vi slutter aftenen af med en lille gåtur på campingpladsen men finder aldrig ned til den strand, de reklamerer med. Det må være alle de drikkevarer, der har forstyrret kompasset! Vi forsøger også at se en af vores rejsefilm fra Sydamerika. Det lykkes heller ikke, for vi falder begge i søvn undervejs.
Men alkoholen gør, at jeg får en god nats søvn, da vi endelig kravler i seng…